Bragt i Børsen d. 14. juni 2018
Af Ulrik Nødgaard, adm. direktør Finans Danmark
Det er i denne sommer ti år siden, at vi oplevede starten på den værste finansielle krise i generationer. I den anledning skrev professor Jesper Rangvid, CBS, i går her i Børsen om krisen. Han beskrev ligheder og forskelle med den aktuelle situation i dansk økonomi.
Vi er et langt stykke hen ad vejen enige i Jesper Rangvids betragtninger. For ja, der er ligheder, men der er heldigvis også rigtig mange forskelle, som Rangvid beskriver. Og dem er der faktisk flest af. Lighederne er det, der har fået fx landets Nationalbank til at advare mod øget risikoappetit og dermed øget kreditvækst til usunde projekter. En historisk lav rente gør ikke bekymringerne mindre.
Samtidig sidder krisens ar og store omkostninger i os alle endnu. Selv om økonomien har rettet sig, er det derfor afgørende, at vi holder fast i, hvad vi lærte af krisen. Og det gør vi bestemt også i bankerne.
Som Rangvid-rapporten fandt, blev finanskrisen særlig voldsom i Danmark som følge af et kompliceret samspil af mange faktorer. Opgaven er nu, at undgå en gentagelse. Derfor har bankerne også støttet op om nye kreditpolitiske stramninger, selv om vi selvfølgelig har haft synspunkter på den konkrete udformning. Vi har også støttet, at kravene til bankernes kapital og likviditet er øget.
Men fokus er også på, at vi i takt med de senere års økonomiske fremgang har set en gradvis lempelse af bankernes kreditpolitik. Det er i sig selv ikke unaturligt i noget, der minder om en højkonjunktur, hvor der også er skarp konkurrence mellem bankerne. Og det er ej heller nødvendigvis et problem. Som Konkurrencerådet også har betonet, er det grundlæggende godt for økonomien, da det sikrer gode og omkostningseffektive finansieringsvilkår for kunderne. Det, der er vigtigt er, at de enkelte institutter ikke går på kompromis med kreditstyringen. Og der er i dag langt større krav til fx egenkapital og underliggende cashflow hos den enkelte låntager.
Det har også givet stor opmærksomhed, at bankerne igen er begyndt at tjene penge. Og at en væsentlig del af overskuddet går til aktionærerne. Men både indtjening og udbytte er udtryk for sunde banker. Internationale finansielle myndigheder har flere gange betonet, hvor vigtigt det er, at banker dokumenterer en robust indtjeningsevne på vegne af deres aktionærer – det er den, der giver dem adgang til at rejse ny kapital, når det igen kan trække op til finansielt uvejr. Både det europæiske finanstilsyn, EBA, og den International Valutafond, IMF, har begge sagt, at sunde pengeinstitutter bør præstere en forrentning af egenkapitalen på mindst 10 pct.
Blandt de danske pengeinstitutter var forrentningen i 2017 nået op på 12,1 efter en årrække med svag indtjening. Det er i øvrigt ikke et niveau, der kan måle sig med det øvrige danske erhvervsliv, der leverer markant højere afkast. Kapitalprocenten er samtidig steget. I 2017 nåede den op på gns. 23,8 pct. mod 12,3 pct. i 2007. Og alene fra 2016 til 2017 steg egenkapitalen i pengeinstitutterne med i alt 13 mia. kr.
En stor forskel til for ti år siden. Bankerne har altså løbende polstret sig, samtidig med at de har formået at tjene penge og udbetale udbytte til deres aktionærer.
Det er naturligvis altid rimeligt at diskutere, om kapitalkravene skal være endnu højere.
En komponent i de nye regler for bankernes kapitalkrav er den såkaldte modcykliske buffer, som Rangvid også omtaler. Idéen bag bufferen er, at vi i perioder med stærk kreditvækst lægger yderligere til bankernes reserver. Men som Jesper Rangvid ganske rigtigt skriver, så er udlånsvæksten på ingen måde hverken alarmerende eller imponerende. Den er faktisk meget lav – i klar modsætning til for tolv år siden, hvor udlånsvæksten buldrede frem.
I en periode uden nævneværdig kreditvækst, hvor vi samtidig polstrer banksektoren bla. med høje krav til de såkaldte nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav) og med udsigt til yderligere stramninger via de kommende Basel IV-krav, er der efter vores bedste vurdering derfor ikke behov for flere stigninger i den modcykliske buffer. I international sammenhæng er det også tydeligt, at lande med en højere buffer er lige præcis dem med en høj kreditvækst. Fx Sverige. Den aktuelle danske buffersats på 0,5 pct. er derfor på ingen måde lav i sammenligning med andre lande.
En afgørende præmis i diskussionen er også, at egenkapital altså er den dyreste kapital at ligge inde med. En stigning er derfor ikke gratis for kunderne, når bankernes finansieringsomkostninger stiger. Det er derfor afgørende for samfundsøkonomien, at vi finder den rigtige balance, hvad angår de samlede krav, når vi lægger det hele sammen. Og samtidig huske på alt dét, vi har lært de sidste ti år.