I 2016 var 50.500 unge fanget i RKI. Dermed bliver lidt færre unge anmærket som dårlige betalere. Gælden er tilsvarende på vej ned. Over de seneste seks år er den samlede RKI-gæld blandt unge faldet fra 1,9 mia. kr. til 1,3 mia. kr.
”Der registreres lidt færre unge i RKI, og det er glædeligt. Men der er fortsat alt for mange unge, der får status som dårlige betalere,” lyder det fra seniorøkonom Solveig Råberg Tingey i Finans Danmark, som fortsætter:
”En registrering i RKI kan have store konsekvenser for de unge og for vores samfund. Havner de unge først i RKI kan det tage lang tid at komme ud igen og drømmen om at klare sig selv, og fx flytte hjemmefra, kan briste. Dertil kommer, at deres evne til at bidrage til samfundets vækst og udvikling kan forstyrres, hvis ikke de har styr på deres økonomi.”
Unge sidder fast i RKI
Halvdelen af de unge registreret i RKI i 2017 var også registreret i 2012, og to ud af tre i 2015. Dermed står unge registreret i RKI i lang tid.
”Vi kan af tallene se et generelt billede af, at det er vanskeligt for de unge at slippe ud af gældsspiralen, når først de er havnet der. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi klæder dem på til slet ikke at ende i fx RKI. Det er det, vi forsøger med Pengeuge,” siger Solveig Råberg Tingey.
De unge der sidder fast i RKI har også flere betalingsforhold og en større gæld end gennemsnittet. I gennemsnit stod de registreret med 3,5 misligholdte betalingsforhold og en gæld på knap 40.000 kr.
Figur 2.10. Hver anden ung i RKI er stadig registreret efter fem år
Læs dette års rapport om ”Unge, gæld og opsparing”.