På landsplan har priserne på huse løftet sig med 5,2 pct. det seneste år, og der er 8,3 pct. flere handler end for et år siden.
”Opsvinget på boligmarkedet er nu bredt forankret over hele landet med flere hushandler og højere priser end for et år siden. Fremgangen på boligmarkedet er ikke længere kun et Københavnerfænomen, og i alle dele af Danmark rører boligmarkedet på sig. I Jylland og på Fyn er der i gennemsnit handlet 11 pct. flere huse end for et år siden, og på Vest- og Sydsjælland, hvor boligmarkedet blev hårdest ramt efter krisen, løfter priserne sig nu allermest,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
På trods af en bred fremgang på husmarkedet, er der stadig store forskelle på, hvor meget huse koster, og hvor mange der handles i forhold til tidligere.
”Opsvinget på boligmarkedet i København har været i gang over en længere periode, og både priserne og antal handlede huse er høj i forhold til tidligere. Andre steder i landet er opsvinget kommet lidt senere i gang. På Vest- og Sydsjælland ligger priserne på et gennemsnitligt hus 25 pct. under toppen, og der er handlet 31 pct. færre huse,” siger Ane Arnth Jensen.
På landsplan koster et gennemsnitligt hus i dag godt 1,8 mio. kr., og det er 4 pct. mindre end på toppen. Antallet af handlede huse ligger 9 pct. under det højeste niveau.