Det faldende udbud af huse i Danmark det seneste år er fordelt på tværs af landsdelene. I de fire landsdele, hvor der står flest huse til salg – det drejer sig om Vest- og Sydsjælland, Sydjylland, Østjylland og Nordjylland – er udbuddet faldet med mellem 1,7 og 6,4, pct. det seneste år.
”Huskøbere har mindre at vælge mellem end for et år siden. Det er ligegyldigt, hvor i landet boligdrømmen skal realiseres. Der står færre huse til salg i dag end for et år siden. Samtidig må man gribe dybere i lommen, hvis drømmehuset skal sikres. Hussælgere i alle dele af landet forlanger en højere pris end for et år siden,” siger Peter Jayaswal, direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Udbudstiderne på huse er lavere end for et år siden i de fleste dele af landet. Det er kun i Østsjælland, at huse i gennemsnit har stået længere til salg end for et år siden. På landsplan har huse i dag stået til salg i godt ni måneder.
På ejerlejlighedsmarkedet står der knap 6.500 boliger til salg i maj, og det er også færre end for et år siden. Der står færre ejerlejligheder til salg i alle landets større byer bortset fra Aalborg, hvor antallet er steget lidt det seneste år. Mere end halvdelen af de ejerlejligheder, der i dag står til salg, befinder sig i København by, Københavns omegn eller i Aarhus kommune.
”Udbudspriserne på ejerlejligheder i landets to største byer, hvor de fleste ejerlejligheder er til salg, er steget markant de senere år. I Aarhus er udbudspriserne steget med 50 pct. de sidste fem år, mens det tal er over 70 pct. i Københavns kommune i samme periode. I dag er de årlige prisstigningstakter ikke helt så høje som tidligere, men udbudspriserne på ejerlejligheder i København og Aarhus er stadig steget med over otte pct. det seneste år. På Frederiksberg er den årlige prisstigning dog kommet ned på ca. fire pct.” siger Peter Jayaswal.
Udbudstiderne på lejligheder er modsat huse steget i de fleste af landets større byer det seneste år. Lejligheder har på landplan stået til salg i knap seks måneder.
Figur: Fald i udbuddet af huse i landsdelene det seneste år, fald i pct. det seneste år
Kilde: Realkreditrådet
Se flere detaljer under Boligudbudsstatistikken.