”Siden finanskrisen er købere og sælgere kommet tættere på hinanden. I dag er salgsprisen på en typisk bolig næsten 280.000 kroner under udbudsprisen. For knap otte år siden var forskellen dobbelt så stor. Den kortere afstand betyder, at købere og sælgere har lettere ved at finde hinanden,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og tilføjer:
”Forskellen mellem udbuds- og salgspriser er også skrumpet markant for ejerlejligheder siden krisen. Det var især de første seks år efter krisen, at der blev kortere afstand mellem købere og sælgere - både på markedet for huse og ejerlejligheder - mens der er sket lidt mindre de seneste par år.”
Udbudsprisen er som udgangspunkt højere end salgsprisen.
”Udbudsprisen er sælgers forventning til prisen på boliger, der er til salg, mens handelsprisen er prisen på boliger, der rent faktisk bliver handlet. Derfor er det ikke overraskende, at der er en forskel,” forklarer Ane Arnth Jensen.
Figur 1: Salgs- og udbudspriser for et typisk hus på 140 kvm
Kilder: Danmarks Statistik og Realkreditrådet
Note: Salgsprisen er udregnet på baggrund af niveauet for de realiserede handelspriser for parcel- og rækkehuse i 2. kvartal 2016 i Boligmarkedsstatistikken, mens ændringerne er udregnet på baggrund af opgørelsen af udviklingen i salgspriserne på enfamiliehuse fra Danmarks Statistik.