Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Færre boligejere er bagud med terminen

Publiceret 02-02-2015
Nyhed

Kun 3.700 boligejere er lige nu bagud med terminen, og man skal seks år tilbage for at finde lavere restancer. Samtidig er antallet af overtagne ejendomme i realkreditten det laveste i fem år. Det viser dagens tal fra Realkreditrådet.

Restanceprocenten for 4. kvartal 2014 er på 0,25 pct., hvilket betyder, at boligejerne mangler at betale 25 øre for hver 100 kr., der skal betales i terminsydelse. 99,75 kr. ud af 100 kr. er altså betalt til tiden. Restancerne er markant lavere end i årene efter den finansielle krise, hvor restanceprocenten i en periode var dobbelt så høj som nu.  

”Færre boligejere har problemer med at betale terminen på deres realkreditlån. Omkring 3.700 boligejere er lige nu bagud med terminen, og vi skal seks år tilbage i tiden for at finde lavere restancer,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og fortsætter:

”Fleksibiliteten er stor i det danske realkreditsystem. Det giver de danske boligejere mulighed for nemt og billigt at udnytte det lave renteniveau til at få lave renter på deres realkreditlån. Det medvirker til, at restanceprocenten generelt har været lav både under og efter krisen.”

Antallet af overtagne ejendomme i realkreditten er også faldet og er nu på det laveste niveau i fem år. Ved udgangen af 4. kvartal 2014 havde realkreditinstitutterne 245 overtagne ejendomme. Det er 22 færre i forhold til kvartalet før og et fald på 161 sammenlignet med sidste år.

Figur 1: Restancer for parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse, pct.

Kilde: Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

Anm.: Restanceprocenten viser, hvor stor en andel af de samlede ydelser der ikke er betalt senest 3½ måned efter terminen.

 

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde