Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hvad skete der?

I august 2008 ramte den internationale finanskrise, der siden midten af 2007 havde ulmet, for alvor Danmark.

Den 24. august 2008 ramte en skelsættende nyhed Danmark. Nationalbanken meddelte, at den sammen med Det Private Beredskab overtog, hvad der på det tidspunkt var landets 10. største pengeinstitut - Roskilde Bank. Banken var blevet insolvent efter at have lidt omfattende tab på specielt det danske marked for ejendomsprojekter, og det var ikke lykkedes at finde en køber til den kriseramte bank.


Dermed var den internationale finanskrise, der siden midten af 2007 havde ulmet særligt i USA, men også sat aftryk i Tyskland og Storbritannien, for alvor kommet til Danmark.

I de følgende år gennemlevede Danmark en decideret systemisk finanskrise, der satte sig spor i dansk økonomi flere år efter. At krisen var systemisk, betyder kort fortalt, at den havde et omfang og en karakter, som hæmmede hele det finansielle systems evne til at understøtte aktiviteten i samfundsøkonomien. De gode konjunkturer i dansk økonomi var allerede begyndt at løje af, inden den finansielle krise satte ind. Og da først arbejdsløsheden begyndte at stige og værdien af folks formuer – herunder værdien af deres boliger – faldt, holdt pessimismen sit indtog i de danske husholdninger og hos virksomhederne – og problemerne i den finansielle sektor betød, at bankerne havde sværere end ellers ved at holde hånden under de virksomheder og husholdninger, som blev presset på økonomien. Til trods for faldende boligpriser oplevede realkreditinstitutterne dog ikke væsentlige tab på udlånene.

Flere danske pengeinstitutter led store tab på kuldsejlede ejendomsprojekter, og i andre lande kom mange banker i problemer, da folk ikke kunne betale deres lån eller blev nødt til at sælge ud af værdier med tab til følge. Dermed blev bankerne usikre på hinandens betalingsevne, og deres indbyrdes lån af penge frøs til – det ramte også danske banker. For at minimere skaderne greb staten ind og hjalp med at redde de nødlidende banker, der kunne reddes, og i det hele taget skabe ro om den finansielle sektor. Hertil hørte også at afvikle eller delvist overtage dem, der ikke stod til at redde.

 

Finanskrisens start

Roden til krisen skal først og fremmest findes i USA, men Danmark havde også selv været med til at bære ved til den omfattende finansielle og økonomiske krise, som kom til at præge i dansk økonomi i de følgende år.


Årene op til krisen var både i Danmark og internationalt præget af høj økonomisk vækst og stor optimisme hos både politikere, myndigheder, finansvirksomheder og forbrugere. Det blev hverdag for mange at bruge penge, man ikke havde. At låne sig til forbrug og investeringer med afsæt i de stigende værdier, der blev bygget op. Men det betød også, at mange blev blinde for de risici, der blev opbygget i det finansielle system.

I USA førte det til udbredelsen af det såkaldte subprime-lånemarked, hvor man, som det hedder, ”ompakkede” risici i komplicerede finansielle produkter, som blev solgt til investorer. Idéen var, at ompakningen skulle sprede og reducere risikoen i produkterne – men det gjorde det samtidig svært at gennemskue, hvor stor en risiko man faktisk påtog sig som investor ved at involvere sig i lånene. Samtidig blev lånene blåstemplet og i nogle tilfælde givet topkarakter af de såkaldte ratingbureauer, der giver de finansielle produkter karakter efter, hvor sikre de er. Men fra midten af 2007 begyndte korthuset at falde sammen. Lånene viste sig nemlig slet ikke så sikre, som man troede, da de blev solgt – især ikke i en krise af mere generel karakter på tværs af brancher og virksomheder.

Det kulminerende med krakket i USA’s fjerdestørste investeringsbank, Lehmann Brothers, den 15. september 2008 - blot 20 dage efter, at Roskilde Bank var gået ned.

Dermed accelererede tillidskrisen mellem finansielle institutioner på verdensplan, og finansmarkederne, som allerede havde ligget underdrejet, frøs til is. Den globale finanskrise var nu for alvor en realitet - også i Danmark.
 
 

 

Optakten til finanskrisen - opsvinget i 00'erne

Økonomien i Danmark havde som sagt også haft fart på i årene op til krisen. Optimismen steg i takt med ejendomspriserne og fremgangen på arbejdsmarkedet, og i modsætning til tidligere kriser formåede man ikke fra politisk side at dæmpe økonomien gennem en opstramning af finanspolitikken gennem fx højere skatter eller en stram styring af de offentlige udgifter. Dertil kom, at Danmark få år forinden havde indført afdragsfrie realkreditlån, hvor boligejere kunne opnå ti års afdragsfrihed, ligesom de forholdsvis nye rentetilpasningslån blev voldsomt populære.

Optimismen og de gode tider i økonomien og på boligmarkedet førte til stor låneefterspørgsel. Bankernes udlån steg kraftigt, og selv små og mellemstore banker gik fra at finansiere deres udlån via kundernes indlån til i stigende grad at finde pengene på de internationale kapital- og pengemarkeder. Det førte til, at mange banker i årene op til krisen opbyggede betydelige indlånsunderskud. Alt i alt steg bankernes risici markant i disse år.

 

Regulering og risici

Samtidig var den finansielle regulering blevet lempet på nogle områder, som efterfølgende viste sig at skubbe yderligere til krisen.


Det var ikke et særligt dansk fænomen, men opbygningen af risici i de danske institutter var alligevel så stor, finanspolitikken så lempelig og lempelsen af den finansielle regulering så uheldigt timet, at det i sidste ende bidrog til, at Danmark på mange måder blev ramt ekstra hårdt sammenlignet med andre lande, da krisen først rullede.

Hverken i institutterne, hos myndighederne eller blandt politikerne var der tilstrækkelig opmærksomhed på de risici, der blev opbygget i den danske finansielle sektor. Selv om Nationalbanken påpegede risiciene i den høje udlånsvækst, så vurderede Nationalbanken, at den danske finanssektor var robust helt frem til sommeren 2008.

 

Krisen rammer

Men da krisen ramte, og finansmarkederne frøs til, lukkede tilstrømningen af penge fra udlandet også til. De danske pengeinstitutters udenlandske forpligtelser kunne nu ikke længere finansieres med korte lån i pengemarkedet, som man hidtil havde benyttet.


Tilliden til bankerne fra de internationale kreditorer havde ramt et nulpunkt, og den blev først delvist genoprettet for de danske banker med den statslige garanti i Bankpakke I i oktober 2008, der også dækkede udenlandske kreditorers lån og indskud.

Krisen ramte de mange danske pengeinstitutter forskelligt. For nogle blev den svære adgang til likviditet for meget. De kom i store problemer og blev overtaget og afviklet i det statslige afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet. Andre banker valgte af egen drift at fusionere for at stå stærkere over for krisens udfordringer.

I alt forsvandt 62 pengeinstitutter i Danmark i perioden 2008 til august 2013.

I den anden grøft blev andre institutter kun udfordret i begrænset omgang. Ca. halvdelen af institutterne formåede at skabe en positiv forrentning af egenkapitalen i perioden 2008-11.

 

Bankpakkerne

Danmark undgik desuden såkaldte traditionelle bankruns, hvor almindelige bankkunder stiller sig i kø for at hæve deres penge – i sidste ende blev denne risiko fjernet med den ubegrænsede statsgaranti i Bankpakke I over for alle indskydere og andre simple kreditorer. Siden kom yderligere fem bankpakker, der med forskellige initiativer skulle modvirke krisen og gøre den finansielle sektor mere robust. I modsætning til mange andre EU-lande blev den finansielle sektor opkrævet en betaling for de hjælpepakker, der blev gennemført for at mindske finanskrisens konsekvenser for Danmark. 

 

Finanskrisens efterspil

I 2013 fremlagde et ekspertudvalg nedsat af regeringen med professor Jesper Rangvid i spidsen en rapport over, hvorfor finanskrisen ramte Danmark. Dette såkaldte Rangvid-udvalg konkluderede, at Danmark som en lille åben økonomi næppe kunne have undgået krisen. Men på en række områder, hvoraf de væsentlige er beskrevet ovenfor, havde Danmark og den danske finansielle sektor gjort sig unødigt sårbar over for krisen.

Og der er ingen tvivl om, at krisen ramte den samlede danske økonomi hårdt. Den økonomiske aktivitet i Danmark faldt kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Fra årsskiftet 2007/08 og frem til 2009 faldt BNP med knap 7 pct. Og det har taget lang tid at få økonomien genoprettet – også sammenlignet med andre lande. Det er tidligere blevet estimeret – også af Jesper Rangvid - at det samlede BNP-tab løb op i 200 mia. kr. Altså at BNP havde været 200 mia. kr. større, hvis ikke krisen havde ramt os.

Læs Rangvid-rapporten om Finanskrisens årsager her.

I den finansielle sektor har kriseårene i den grad sat sine spor. Ud over at banklandskabet i dag ser markant anderledes ud, så er reguleringen i dag også strammet og udbygget væsentligt, så vi i dag er et helt andet sted. Derudover er der også mange andre erfaringer angående kredithåndværk, udlån og governance, som gør sig gældende.

 

 

Læs mere

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde