Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hvad skete der?

I august 2008 ramte den internationale finanskrise, der siden midten af 2007 havde ulmet, for alvor Danmark.

Den 24. august  2008 ramte en skelsættende nyhed den danske finansielle sektor. Nationalbanken meddelte, at den sammen med  Det Private Beredskab overtog det, der på det tidspunkt var landets 10. største pengeinstitut - Roskilde Bank. Banken var blevet insolvent efter at have lidt omfattende tab på specielt det danske  ejendomsmarked, og det var ikke lykkedes at finde en køber til den kriseramte bank. 

Dermed var den internationale finanskrise, der siden midten af 2007 havde ulmet særligt i USA og også lidt i Tyskland, for alvor kommet til Danmark. 

I de følgende år gennemlevede Danmark en decideret systemisk finanskrise, der satte sig spor i dansk økonomi mange år efter. Systemisk betyder, at krisen trækker en lang række områder med ned – og ikke banker. Arbejdsløsheden steg, værdien af folks formuer – herunder værdien af ens bolig – faldt og pessimismen holdt sit indtog i de danske husholdninger og hos virksomheder 

En lang række pengeinstitutter led derfor store tab, folk kunne ikke betale deres lån eller blev nødt til at sælge ud af værdier med tab til følge. For at minimere skaderne greb Staten og hjalp med at redde de nødlidende banker, der kunne reddesOg afvikle eller delvist overtage, der, der ikke kunne.  

Hvor starter finanskrisen?

Roden til krisen skal først og fremmest findes i USA, men Danmark havde også selv været med til at bære til det potentielt store bål 

Årene op til krisen var både i Danmark og internationalt præget af meget høj økonomisk vækst og meget stor optimisme hos både politikere, myndigheder, finansvirksomheder og forbrugere. Det blev hverdag at bruge penge, man ikke havde. At låne sig til forbrug og investeringer med afsæt i de stigende værdier, der blev bygget op. Men det betød også, at mange begyndte at se stort på de risici, der blev opbygget i det finansielle system. 

I USA førte det til udbredelsen af det såkaldte subprime-lånemarked, hvor man, som det hedder ”ompakkede risici i komplicerede finansielle produkter, som blev solgt til investorer.  Det gjorde det svært at se, hvor stor en risiko man faktisk påtog sig som investor ved at involvere sig i lånene. Samtidig blev lånene blåstemplet af de såkaldte ”ratingbureauer, der gav de finansielle produkter karakter efter, hvor sikre de var.  Men fra midten af 2007 begyndte korthuset at falde sammenLånene var nemlig slet ikke så sikre, som det de var solgt som.  

Det kulminerende med krakket i USA’s fjerdestørste investeringsbank, Lehmann Brothers,  den 15. september 2008. Blot 20 dage efter vores egen Roskilde Bank. 

Det førte til en afgrundsdyb tillidskrise mellem finansielle institutioner på verdensplan, og med ét frøs finansmarkederne til is. Det ramte også Danmark.  

De glade 00'er

Økonomien i Danmark havde som sagt også haft fart på i årene op til krisen. Optimismen steg i takt med ejendomspriserne, og i modsætning til tidligere kriser blev der ført en såkaldt procyklisk finanspolitik. Det vil sige, at man fra politisk side i højere grad skubbede til udviklingen i økonomien frem for at bremse den med højere skatter fx ejendomme. Samtidig havde Danmark få år forinden indført afdragsfrie realkreditlån, hvor boligejere kunne opnå 10 års afdragsfrihed.  

For at følge med opsvinget og fortsætte udviklingen på lånemarkedet begyndte de danske banker at tage større risiciUdlånet steg kraftigt, oselv små og mellemstore banker gik fra at finansiere deres udlån via kundernes indlån til i stigende grad at finde pengene på de internationale kapital- og pengemarkeder. Det førte til, at mange banker i årene op til krisen kørte med store indlånsunderskud.  

Samtidig blev den finansielle regulering lempet på et tidspunkt og på nogle områder, som efterfølgende viste sig at skubbe yderligere til krisen. 

Det var ikke et særligt dansk fænomen, men opbygningen af risici i de danske institutter var alligevel så storfinanspolitikken så lempelig og lempelsen af den finansielle regulering så uheldigt timet, at det i sidste ende bidrog til, at Danmark på mange måder blev ramt ekstra hårdt sammenlignet med andre lande, da krisen først rullede. 

 

Hverken i institutterne, hos myndighederne eller blandt politikerne var der tilstrækkelig opmærksomhed på de risici, der blev opbygget i den danske finansielle sektor. Selvom Nationalbanken påpegede risiciene i den høje udlånsvækst, så vurderede Nationalbanken den danske finanssektor som værende robust helt frem til sommeren 2008.  

Men da krisen ramte, finansmarkederne frøs til, og udenlandske kreditinstitutter og pengemarkedsfonde blev usikre på de danske pengeinstitutters sundhedstilstand, blev der lukket for tilstrømningen af penge fra udlandet.  De danske pengeinstitutters udenlandske forpligtigelser kunne nu ikke refinansieres. 

Tilliden til de danske banker fra udlandet havde ramt et nulpunkt, og den blev først delvist genoprettet med den statslige garanti i Bankpakke I i oktober 2008, der også dækkede udenlandske kreditorers lån og indskud. 

Krisen ramte de mange danske pengeinstitutter forskelligt. For nogle blev den svære adgang til likviditet for meget. De kom i store problemer og blev overtaget og afviklet i det statslige afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet. Andre banker valgte af egen drift at fusionere for at stå stærkere overfor krisens udfordringer. I alt forsvandt 62 pengeinstitutter i Danmark i perioden 2008 til august 2013. I den anden grøft blev andre institutter kun udfordret i begrænset omgang. Ca. halvdelen af institutterne formåede at skabe en positiv forrentning af egenkapitalen i perioden 2008-2011. 

Danmark undgik desuden såkaldte traditionelle bankruns, hvor almindelige bankkunder stiller sig i kø for at hæve deres penge. Først og fremmest på grund af den ubegrænsede statsgaranti i Bankpakke I overfor alle indskydere og andre simple kreditorer.  

Siden kom yderligere fem bankpakker, der alle havde forskelligt indhold 

I modsætning til mange andre EU-lande blev den finansielle sektor opkrævet en betaling for de hjælpepakker, der blev gennemført for at mindske finanskrisens konsekvenser for Danmark. 

2013 fremlagde et ekspertudvalg nedsat af regeringen og med professor Jesper Rangvid i spidsen en rapport over, hvorfor finanskrisen ramte Danmark. Konklusionen var, at Danmark som en lille åben økonomi næppe helt kunne have undgået krisen. Men på en række områder, blandt andet beskrevet herover, havde Danmark og den danske finansielle sektor gjort sig unødigt sårbar overfor krisen. 

Og der er ingen tvivl om, at krisen ramte den samlede danske økonomi hårdtDen økonomiske aktivitet i Danmark faldt kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Fra årsskiftet 2007/08 og frem til 2009 faldt BNP med knap 7 pct. Og det har taget lang tid at få økonomien genoprettet – også sammenlignet med andre lande. Det er tidligere blevet estimeret – også af Jesper Rangvid - at det samlede BNP-tab løb op i 200 mia. kr. Altså at BNP havde været 200 mia. kr. større, hvis ikke krisen havde ramt os. 

Læs Rangvid rapporten om Finanskrisen årsager her.  

 

I den finansielle sektor har kriseårene i den grad sat sine spor. Ud over at banklandskabet i dag ser markant anderledes ud så er reguleringen i dag også et andet sted. Derudover er der også mange andre erfaringer angående kredithåndværkudlån og governance, som gør sig gældende. 

 

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde