Danskernes appetit på at låne til boligkøb er nået et historisk lavpunkt. I august blev der indhentet 3.855 lånetilbud til køb af ejerboliger og sommerhuse i Danmark. Det er det laveste antal siden oktober 2017, hvor Finans Danmark opgjorde tallet for første gang. Dermed fortsætter tendensen med en faldende for at låne til boligkøb.
”De stigende renter og energipriser har både gjort det dyrere og sværere at finansiere boligkøbet. De markante stigninger i energipriserne gør, at de fleste danskere rammes af en højere el- og varmeregning. Dermed har danskerne også færre penge til rådighed, når alle de faste udgifter er betalt. Samtidig er renten på et 30-årigt fastforrentet realkreditlån steget fra 1,5 pct til 4 pct. alene i 2022. Det betyder, at der er større omkostninger forbundet med at låne penge. Et lavere rådighedsbeløb og højere udgifter til lånefinansiering gør det selvsagt sværere at købe ny bolig,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Derfor er det heller ikke så overraskende, at de lånetilbud, som danskerne nu indhenter, er på mindre beløb. Hvis udviklingen fortsætter, kan det på sigt betyde, at boligpriserne vil tilpasse sig den lavere købekraft hos danskerne,” siger Ane Arnth Jensen.
I august måned var det gennemsnitlige lånetilbud til boligkøb på 2,02 mio. kr. Det er 320.000 kr. mindre end i februar 2022, hvor det gennemsnitlige lånetilbud var på sit højeste, siden Danmark lukkede ned. Det svarer til, at boligkøberne indhenter lånetilbud, som er 14 pct. mindre end for seks måneder siden.
Hent statistik