I november måned gav danske realkreditinstitutter 3.042 lånetilbud til danske virksomheder. 87 pct. af dem blev givet til omlægninger og tillægslån. Dermed fortsætter den samme tendens, som vi har set igennem næsten hele 2022 – hver måned siden marts har virksomhedsejere indhentet et større antal lånetilbud til omlægninger og tillægslån end på samme tidspunkt året før.
”Danske virksomheder har samme gode fordele ved den danske realkreditmodel, som danske boligejere. På grund af de aktuelle renter kan virksomheder med fastforrentede realkreditlån skære en del af deres restgæld ved at omlægge deres lån. Det høje renteniveau medfører, at kursen på de bagvedliggende obligationer falder, og dermed kan lånene indfries til en lavere kurs, end de er optaget til. Det kan være interessant for de virksomheder, der i dag har et fastforrentet realkreditlån med en lav rentekupon,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Virksomheder kan skifte deres nuværende fastforrentede lån ud med et nyt fastforrentet lån med en højere rente, eller de kan skifte til et variabelt forrentet lån. Og her skal virksomhederne tænke sig rigtig godt om. For den variable rente er lavere end den faste rente her og nu, men der er risiko for, at den variable rente kan stige og måske endda blive højere end den rente, der er på et fastforrentet lån i dag. En højere rente vil medføre en højere ydelse på lånet, og det kan udhule gevinsten fra omlægningen, hvis renten ikke falder igen.”
Danske virksomheder har i højere grad end boligejerne variabelt forrentede realkreditlån. 70 pct. af det samlede realkreditudlån i 3. kvartal 2022 til virksomheder var nemlig med en variabel rente. Til sammenligning var det omkring halvdelen af realkreditlånene til boligejere, der havde en variabel rente.
Hent statistik