Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Balanceprincippet

Balanceprincippet begrænser realkreditinstitutternes muligheder for at tage finansielle risici. Der er i praksis en tæt kobling mellem de ydede lån og de udstedte obligationer. Det skyldes den måde, som realkreditinstitutterne har valgt at benytte balanceprincippet på.

Et balanceprincip beskriver, hvilken sammenhæng der skal være mellem långivning og finansiering. Der er i det danske realkreditmarked en tæt overensstemmelse mellem et realkreditlåns løbetid, terminer, renter og tilbagebetalingsprofil - og de tilsvarende vilkår for de obligationer, der ligger bag lånet.

Lån og obligationer er nærmest som et spejl af hinanden. De omkostninger, der knytter sig til at fremskaffe finansiering af lån, er synligt afspejlet i lånet. Det skyldes, at realkreditinstitutterne har valgt at bruge balanceprincippet på denne måde, for det er ikke et lovkrav. Det giver samtidig kunderne mulighed for at indfri lån ved at opkøbe de bagvedliggende obligationer på fondsbørsen. Balanceprincippet er en hjørnesten i den danske realkreditmodel.

Film om balanceprincippet

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Begrænser risici

Balanceprincippet begrænser realkreditinstitutternes muligheder for at tage rente-, valutakurs-, likviditets- og optionsrisici. Der er i lovgivningen fastsat absolutte grænser for størrelsen på de finansielle risici, som er tilladte, når der opstår forskelle mellem lån og obligationer.

Realkreditinstitutterne har én væsentlig risiko, nemlig kreditrisikoen. Det er risikoen for, at låntager ikke betaler ydelser til tiden eller helt undlader at betale.

Ændringer i balanceprincippet

Der er gennem årene sket en udvikling og modernisering af balanceprincippet. Den seneste væsentlige ændring kom sammen med Folketingets vedtagelse af loven om Særligt Dækkede Obligationer i 2007.

Med denne lovgivning har udstedere af obligationer til finansiering af realkreditlån mulighed for at vælge mellem to balanceprincipper – henholdsvis et overordnet og et specifikt. Valget af balanceprincip skal fremgå af obligationsudstedelsens prospekt.

Det specifikke balanceprincip er stort set en videreførelse af det (enlige) balanceprincip, der var gældende for realkreditinstitutter indtil 1. juli 2007. Med det overordnede balanceprincip er der på nogle områder givet større fleksibilitet, bl.a. i likviditetsstyringen. For begge balanceprincipper er udgangspunktet, at det obligationsudstedende institut må tage begrænsede risici.

Balanceprincippet i praksis

Vi har lavet et eksempel på, hvordan balanceprincippet virker i praksis, når der er fuld overensstemmelse mellem lån og obligationer.

Model balanceprincippet

Balanceprincippet i praksis med overensstemmelse mellem lån og obligationer

På venstre side er en låntager med et realkreditlån. Realkreditinstituttet har udstedt en obligation på Københavns Fondsbørs og afleveret provenuet fra obligationssalget til låntageren. Låntageren betaler markedsrenten.

Investoren – eller obligationsejeren - på højre side modtager ydelser fra låntageren i form af afdrag og renter efter faste terminer i løbetiden. Hvis låntageren ønsker et 30-årigt fastforrentet lån, udstedes en 30-årig obligation med fast rente. Ønsker låntageren et rentetilpasningslån med årlig rentetilpasning, er det en anden type obligationer, der bliver udstedt.

Ydelserne fra låntageren gives direkte videre til obligationsejeren med realkreditinstituttet som mellemled. Realkreditinstituttet tager betaling for denne service og for dækning af kreditrisikoen ved at opkræve en rentemarginal – kaldt bidraget. Låntageren kan se størrelsen af realkreditinstituttets bidrag, fordi det står på betalingsopgørelsen for den kvartalsvise termin. Bidraget udgør en procentandel af restgælden, som låntager betaler, så længe lånet løber.

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

temp-bookmark

Finans Danmark er interesseorganisationen for banker og realkredit i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser og danske filialer af udenlandske banker.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde