Fra oktober kan danske familier søge om at få udbetalt deres indefrosne feriepenge. Målet er at få skabt mere økonomisk aktivitet under coronakrisen.
Men ikke alle vil vente så længe. Helt nye tal fra Finans Danmark viser, at 9.900 husstande indtil nu har valgt at tage forskud på feriepengene og tage imod muligheden for at låne pengene i banken på fordelagtige vilkår. Det tilbyder en række banker.
I tre af landets banker, der tilsammen dækker knap 40 procent af markedet, har de samlet set lånt 150 mio. kroner ud som forskud på feriepengene.
Ved seneste opgørelse den 12. august 2020 havde de samme banker lånt samlet set 95 mio. kroner ud til i alt 7.500 husstande.
”Bankerne har givet en hjælpende hånd til familier, der har haft brug for pengene, før staten kunne udbetale dem. Det er værdifuldt for de berørte familier – og understøtter jo samtidig intentionen om at få feriepengene ud at arbejde i dansk økonomi på et tidspunkt, hvor den ellers er nede i gear på grund af coronaepidemien,”, siger Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark.