”Sælgerne er blevet mere optimistiske og sætter deres huse til salg til stadig højere priser. Huse udbydes nu til priser over 16.000 kr. pr. kvm. Det er et tegn på, at det går godt på boligmarkedet,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Over næsten hele landet har ejendomsmæglerne nu færre huse på hylderne end for et år siden. Lige nu står der 33.082 parcel- og rækkehuse til salg rundt om i landet. Det er 1.677 færre end for et år siden.
”Det seneste år har købere på boligjagt de fleste steder fået færre huse at vælge imellem. Der er aktivitet på boligmarkedet landet over, og det er vigtigt for samfundsøkonomien. København by og Nordsjælland er de eneste steder, hvor der er flere huse til salg end for et år siden. Men generelt peger tallene på, at boligmarkedet er i god gænge over hele landet,” siger Ane Arnth Jensen.
Huse til salg har ligget kortere tid hos ejendomsmægleren. I gennemsnit har husene til salg været udbudt i omkring ni en halv måned. Det er knap tre uger mindre end for et år siden.
”Hvor længe en bolig står til salg varierer på tværs af landet. I København by er udbudstiden på huse godt tre måneder, mens den er over et år i Nordjylland. Uanset hvor i landet man sætter sit hus til salg, kan man glæde sig over, at huse er annonceret i kortere tid hos ejendomsmægleren,” siger Ane Arnth Jensen.
Få yderligere information og tabeller her