af Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark. Bragt i Børsen d. 03.07.2018
Baggrunden var dyster, da Frederik VI den 4. juli 1818 tiltrådte etableringen af den nye Nationalbank. Nyskabelsen var en del af oprydningen efter statsbankerotten i 1813, da statens udgifter var løbet løbsk i forbindelse med Napoleonskrigene. Nok engang viste det sig, at staten ikke var en god forvalter af pengevæsenet, når presserende udgifter drænede statskassen – som så ofte før i historien fik seddelpressen lov at køre for at finansiere krig.
Men nu skulle det være anderledes. En ny bank - uafhængig af staten - skulle have monopol på udstedelse af sedler, så vi ikke gentog miseren. Og sådan blev det, at vi nu kan fejre 200 år med Nationalbanken som uafhængig centralbank i Danmark.
Meget har naturligvis ændret sig. Nationalbanken er ikke længere en privat bank med aktionærer, men siden 1936 en selvejende institution under staten. Men de grundlæggende byggesten er de samme. Det gælder ikke mindst uafhængigheden og kontrollen med pengemængde og pengepolitik.
Netop uafhængigheden værner Nationalbanken stærkt om. Efter de udfordrende år i 1970’erne, præget af høj inflation og ledighed, cementeredes fastkurspolitikken med regeringsskiftet i 1982. Det har givet et klart mandat for Nationalbanken med at fastholde kursen over for euro.
Under skiftende direktører er opgaven forvaltet på bedste vis, også under de særlige udfordringer med pres på kronen i kølvandet på finanskrisen og statsgældskrisen i Sydeuropa. Den faste kurs over for euro har bidraget til, at vi nu i en generation har oplevet stabil prisudvikling. Danskerne har tillid til værdien af deres penge – en absolut kerneopgave for en centralbank.
En anden kerneopgave er at være bankernes bank og garant for et sikkert og effektivt pengevæsen. Det oplever vi i den finansielle sektor bl.a. i form af et stærkt og fremsynet engagement i vores betalingssystemer. Nationalbanken sikrer i tæt samarbejde med de private banker en stadig hurtigere, mere effektiv og sikker infrastruktur for betalinger på tværs af konti og banker på få sekunder. Den såkaldte straksclearing, som Danmark er berømt for.
Nationalbankens slagkraft er også taget til i de seneste årtier ved opbygning af analytiske ressourcer. I dag samler man flere universitetsøkonomer i det ikoniske Arne Jacobsen-hovedsæde et stenkast fra Christiansborg end vel noget andet sted i landet. For nylig er der tilføjet en decideret forskningsafdeling.
I takt med at man har oprustet på de analytiske kompetencer, er Nationalbanken rykket længere og mere bevidst frem i medielandskabet. Kommunikationen fylder mere, budskaberne vinkles skarpere, og man forholder sig til flere aspekter i økonomien end tidligere.
Nationalbanken har f.eks. markeret klare holdninger vedrørende finansiering af danskernes boliger. Her er tale om forhold, der kan have konsekvenser for danskernes bolig- og familiemønstre – altså nogle grundlæggende samfundsøkonomiske prioriteter, som vel ret beset hører hjemme i den politiske sfære, og ikke hos en uafhængig myndighed. Her skal vor 200-årige Nationalbank finde sig til rette i en rolle som rådgiver for politikere, hvor vilkåret er, at analyser og anbefalinger ikke altid stemmer overens med politiske prioriteter – som det bl.a. er set med anbefalinger fra Risikorådet, hvor Nationalbanken indtager en toneangivende rolle.
Senest har Nationalbanken meldt skarpt ud, når det gælder, hvor meget mere kapital banker bør holde. I faglige kredse er den diskussion meget levende. Mens Nationalbanken mener, at den ekstra kapital er tæt på omkostningsfri for bankerne og samfundet, har eksempelvis chefen for ECB’s banktilsyn påpeget, at den yderligere kapital er dyr - og at den i sidste ende kun kan betales af bankernes kunder, hvilket lægger en dæmper på vækst og vores fælles velstand.
Det er denne balance mellem vækst, velstand og finansiel stabilitet, som forskere, myndigheder, politikere og vi i den finansielle sektor i fællesskab skal søge at finde. Den finansielle krise havde voldsomme konsekvenser. Der er siden indført væsentligt skrappere regler for bankernes kapital og likviditet, for blot at nævne nogle få elementer, i de seneste års nye regulering af den finansielle sektor.
I sektoren har vi støttet initiativerne og bidraget med vores erfaringer i forhold til at udforme de nye regler mest hensigtsmæssigt. Dét arbejde stopper aldrig. Derfor har vi brug for, at alle parter er i fuld vigør. Vi skal have blik for udviklingen, nuancerne og for hinandens viden og erfaring. Nationalbanken er og bliver en afgørende part i den proces.
Vi ser frem til det fortsatte samarbejde i de næste 200 år.