”Antallet af boliger på tvangsauktion er på et lavt niveau. I de første tre kvartaler i år har der i gennemsnit været 159 ejerboliger på tvangsauktion om måneden. I 2010, hvor antallet af tvangsauktioner toppede efter krisen, var tallet 309. Det betyder, at antallet af danskere, der må gå fra hus og hjem på grund af tvangsauktion, er halveret siden tiden efter finanskrisen,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Det faldende antal tvangsauktioner gælder alle ejendomstyper. Siden toppen i 2010 er det totale antal tvangsauktioner i løbet af årets første tre kvartaler faldet med 49,9 pct.
”Det er positivt, at færre og færre danske ejendomme ender på tvangsauktion uanset hvilken type ejendom, der er tale om. Det hænger naturligt sammen med, at den danske økonomi som helhed er kommet sig godt efter krisen,” siger Ane Arnth Jensen.
Figur: Antal ejerboliger på tvangsaktion i årets tre første kvartaler
Kilde: Danmarks statistik
Anmærkning: Ejerboliger er i dette tilfælde defineret som enfamiliehuse og ejerlejligheder