”Der er forårstegn på boligmarkedet. Flere huse spirer frem på boligmarkedet end i vintermånederne. Samtidig falder udbudstiderne til 290 dage fra over 300 dage i årets to første måneder.” siger Peter Jayaswal, direktør i Finans Danmark for ejendomsfinansiering og fortsætter: ”Vi ser ofte, at aktiviteten på boligmarkedet stiger med forårets komme. Grønt græs og blå himmel er godt for boligmarkedet.”
I det meste af landet, fik udbudspriserne på parcel- og rækkehuse også et nøk op i marts måned. Et hus på 140 kvm står nu i gennemsnit til salg for omkring 2.157.000 kr. Det er 67.000 kr. mere end på samme tidspunkt sidste år. Altså er udbudspriserne i gennemsnit steget 3,2 procent på et år.
”Udbudspriserne bevæger sig stadigvæk opad - omend i et behersket tempo. Boligsælgerne forventer altså, at de ”nye varer” på ejendomsmæglernes hylder kan sælges for lidt mere end de ”gamle,” siger Peter Jayaswal.
Selvom udbuddet af parcel- og rækkehuse i marts steg moderat fx i Nord- og Østsjælland samt på Fyn, ligger udbuddet dog stadigvæk lavt set over det sidste årti. Ser man bort fra starten af 2017, skal man tilbage til marts 2008 for at finde et lige så lavt udbud af parcel- og rækkehuse, som ved udgangen af marts i år.
”Antallet af huse til salg ligger lavt set over en tiårig periode. Hvis man tager de lange briller på og kigger helt tilbage til før finanskrisen, ligger boligudbuddet dog væsentligt over bundniveauet i februar 2006, hvor der kun stod 16.268 huse til salg” siger Peter Jayaswal.