Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Færre tvangsauktioner blandt lejlighedsejere

Publiceret 04-05-2017
Nyhed

I april var der 231 tvangsauktioner, og det er et fald på 60 tvangsauktioner i forhold til sidste måned, og det er 46 pct. under det gennemsnitlige niveau for 2012. Det er særligt ejere af lejligheder, der nu undgår tvangsauktion. Det viser de seneste sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik.

Generelt er antallet af tvangsauktioner faldet de sidste fem år. På trods af svingende tal fra måned til måned er der tale om en nedadgående trend på den lange bane. Faldet i tvangsauktioner slår især igennem på ejerlejligheder.

”Ser vi på det samlede billede, har antallet af tvangsauktioner været faldende siden 2012. Det skyldes blandt andet, at danske boligejere er blevet bedre til at betale terminen på deres realkreditlån til tiden. Den positive udvikling kan især ses ved ejerlejligheder. Her er antallet af tvangsauktioner faldet markant siden 2012,” siger Peter Jayaswal, direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Det seneste år er kun én ud af knap 2.000 ejerlejligheder gået på tvangsauktion, hvorimod der går godt 800 parcel- og rækkehuse på en tvangsauktion.  

”Årsagen til de få tvangsauktioner for ejerlejligheder i forhold til parcel- og rækkehuse er blandt andet de seneste års store prisstigninger på ejerlejligheder. Det gør det nemmere at få solgt sin bolig på normal vis, og derfor undgår flere en tvangsauktion,” siger Peter Jayaswal.

Priserne på ejerlejligheder er siden første kvartal 2012 steget med mere end 40 pct., mens priserne på parcel- og rækkehuse kun er steget knap 14 pct.

 

Kilde: Boligmarkedsstatistikken og Danmarks Statistik

Kontakt

Stine Luise Hansen

Presse- og Kommunikationschef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde