Samlet set har pakkerne givet statskassen et overskud på 18 milliarder kroner. Det viser seneste opgørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet offentliggjort fredag 1. april.
Om tallene siger Ulrik Nødgaard, direktør i Finansrådet, til Politiken:
- De nye tal demonstrerer, at bankpakkerne har været en slags forsikringsordning, hvor bankerne har betalt en præmie til staten, og den præmie viser sig nu at være så stor, at det ender med at blive et plus på de offentlige finansier, og det har vi det fint med. Det var helt usædvanlige tider - og der var brug for helt usædvanlige indgreb. Vi synes, at denne her forsikringslignende ordning, man fik lavet, har været en god ordning, som på en afbalanceret måde har løst problemerne og givet staten en indtægt.
I bankernes interesseorganisation er det også håbet, at tallene nu kan aflive myten om at danske skatteborgere på bekostning af velfærd betalte for bankpakkerne:
- Det, vi er allermest kede af, er, at der bliver ved med af florere den misforståelse, at bankpakkerne nærmest har været en gave til bankerne, der har givet et mindre økonomisk råderum i samfundsøkonomien til folkeskoler og hospitaler – men de her tal dokumenterer jo, at det ikke er tilfældet – men at der tværtimod er blevet et lille plus til det offentlige råderum, til offentlig service og så videre. Så vi håber meget, at vi kan lægge diskussionen i graven med de her tal, siger Ulrik Nødgaard.