Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Høring over vejledning om god skik for boligkredit

Publiceret 02-05-2016
Høringssvar

Tak for muligheden for at knytte bemærkninger til udkastet til vejledning om god skik for boligkredit. Bekendtgørelsen om god skik for boligkredit blev udstedt den 7. april, men nogle af vores bemærkninger knytter sig også til bekendtgørelsen og de udestående, som vi fortsat mener, at der er.

Kapitel 1

Af bekendtgørelsen fremgår det nu af § 1, stk. 2, at forbrugeren kan være både en fysisk og en juridisk person. Vi antager, at det alene vil være andelsboligforeninger, der udover fysiske personer, vil være omfattet.

Kapitel 2

Der er behov for en nærmere vejledning til definitionen af ”boligkreditaftale i udenlandsk valuta” i § 3, nr. 10. Der mangler bl.a. en vejledning til definitionen i § 3, nr. 10 a), hvor der står: ”eller har aktiver i”.

En del af den tekst, der står i afsnittet vedrørende § 22 om lån i udenlandsk valuta, kan med fordel flyttes op til § 3.

Desuden mangler der en afslutning i teksten omkring varigt medium på side 4. Muligvis skal den sidste sætning i indledningen sættes ind her.

Kapitel 3

Det fremgår af vejledningen til § 7, stk. 3, at kriterierne for ændring af bl.a. bidraget tydeligt skal fremgå af aftalevilkårene. Vi foreslår, at der tilføjes ”f.eks. de almindelige forretningsbetingelser” svarende til den hidtidige regulering.

Kapitel 5 og 6

For at opfylde oplysningsforpligtelserne efter § 9, stk. 2, nr. 8 vil institutterne oplyse om de periodiske ydelsers antal, hyppighed og størrelse.

Det fremgår af § 10, at Enhver markedsføring af boligkreditaftaler foretaget af en boligkreditgiver, hvor markedsføringen angiver en rentestats eller talstørrelse vedrørende omkostninger i forbindelse med boligkreditaftalen, skal indeholde de standardoplysninger, der fremgår af stk. 2. Efter § 10, stk. 2 skal institutterne komme med en række oplysninger, og oplysningerne skal gives ved hjælp af et repræsentativt eksempel med anvendelse standardforudsætningerne i bilag 3, jf. § 10, stk. 3. Standardforudsætningerne i bilag 3 er et lånebeløb på 500.000 og en løbetid på 30 år.

Vi antager, at standardforudsætningerne, som kun indeholder en delmængde af de samlede oplysningsforpligtelser, er inspireret af Prisoplysningsbekendtgørelsen. Imidlertid gælder kravet i denne bestemmelse kun i forbindelse med prisoplysninger, der skal gives i forretningslokalet og ikke ved almindelig markedsføring. Derfor forslår vi, at det præciseres, at standardforudsætningerne skal oplyses som led i prisoplysningerne på hjemmesider og lignende. Vi antager, at det er meningen, at institutterne fortsat kan markedsføre lån større eller mindre end 500.000 kr.

I forhold til §§ 9 og 10 er der behov for en afklaring af samspillet mellem de to bestemmelser, som begge forudsætter anvendelse af repræsentative eksempler. Det er uklart, om vilkårene i begge bestemmelser f.eks. kan opfyldes samtidig ved anvendelse af en låneberegner på hjemmesiden. Der er ligeledes behov for en beskrivelse af, hvordan § 10 spiller sammen med markedsføringsloven og institutternes oplysningsforpligtigelser efter begge regelsæt.

På side 12 om § 10, 3. afsnit, er det anført, at der ikke betales ydelser på stående lån. Der betales stadig en ydelse bestående af rente og bidrag, men derimod ikke afdrag på et stående lån. Vi foreslår derfor, at det udgår af vejledningen.

Af § 10, stk. 3. fremgår det, at oplysningerne i stk. 2, nr. 3-9, skal angives ved hjælp af et repræsentativt eksempel med anvendelse af standardforudsætningerne, jf. bilag 3. Vi ser gerne en uddybning af, hvorvidt standardeksemplet i bilag 3 kan opfyldes ved anvendelse af en låneberegner.

Kapitel 7

I vejledningen til § 11 er ”låneovervågning” nævnt som et eksempel på en rådgivningstjeneste. Der står, at der ved rådgivningstjenester skal indgås en aftale mellem kunden og virksomheden.

Vi er ikke nødvendigvis enige i, at låneovervågning er en rådgivningstjeneste, og vi mener, at typeeksemplet på en rådgivningstjeneste må være en aftale om at yde rådgivning om boligkredit, som indgås imellem en forbruger og en virksomhed, som mod betaling påtager sig at rådgive om boligkreditter, og som ikke er selve boligkreditgiveren.

Vi mener stadig, at der i § 11 stk. 4, nr. 1 i bekendtgørelsen bør stå, hvorvidt eller om anbefalingen af forbrugeren udelukkende fremsættes på grundlagt af en vurdering af egne produkter eller en lang række produkter på området. Af vejledningen fremgår det desuden, at ”virksomheden skal oplyse forbrugeren om, i hvilket omfang den anbefaling, som gives forud for rådgivningstjenesten , alene baserer sig på …" Anbefalingen skal ikke gives før rådgivningstjenesten, så vi foreslår, at det ændres til anbefaling, som gives forud for indgåelsen af en aftale.

Det fremgår ikke længere af § 16, at instituttet/rådgiveren skal underskrive rådgivningsskemaet. Vi sætter pris på, at det er ændret. Imidlertid er det underskriftfelt, hvor instituttet skal underskrive, ikke fjernet i bilag 2. Vi foreslår derfor en præcisering i vejledningen af, at institutterne kan undlade at underskrive skemaet.

Kapitel 8

I den tidligere bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder nr. 1094 af 14/09/2015 fremgik af § 20, stk. 3, at inden et pengeinstitut indgår en aftale med en kunde om et lån til erhvervelse af en ejer- eller fritidsbolig, skal instituttet som udgangspunkt sikre, at kunden erlægger en passende udbetaling af købesummen.

Dette er ændret til en virksomhed i § 21, stk. 3 i den gældende bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Vi mener fortsat ikke, at realkreditinstitutter er omfattet af denne bestemmelse, og vi mener, at det skal præciseres i vejledningen.

Bestemmelsen gælder i øvrigt kun ved erhvervelse af en ejer- eller fritidsbolig . Der er behov for en definition af begrebet ejerboliger og i hvilket omfang det adskiller sig fra begrebet, der er beskrevet i § 3, nr. 1, hvor der er tale om

pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Vi finder det trods alt positivt, at kravet om, at kunden skal erlægge en passende udbetaling skal forstås således, at institutterne skal sikre, at kunden erlægger 5 pct. af købesummen. Dermed vil de finansielle virksomheder kunne finansiere omkostningerne i forbindelse med en ejendomshandel, når der i øvrigt bliver lagt en passende udbetaling.

Kapitel 9

Til § 22, stk. 3 fremgår det af vejledningen, at advarslen skal gives hver gang den valuta som boligkreditaftalen er udstedt i, har ændret sig mere end 20 pct. i forhold til det, kursen var på tidspunktet for aftalens indgåelse. Hvis kursen først har rykket sig så langt, at der har været givet en advarsel, kan der være situationer, hvor kursen vil ligge og køre frem og tilbage omkring de 20 pct. Derfor bør der indføres en grænse for, hvornår institutterne igen skal advare kunden. Det kunne f.eks. være, når

  • valutakursen en gang har været tilbage på det niveau den var, da lånet blev ydet,
  • der er gået 3-6 måneder fra den sidste advarsel, eller
  • når den har nået 20 pct. mere end det, den nåede, da den var steget 20 pct. første gang.

Vi hører naturligvis gerne, om vores bemærkninger bliver indarbejdet i vejledningen.

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde