”Prisen på enfamiliehuse er det seneste år steget med 6,3 pct. Stigningen dækker over, at vi har set stigende priser i seks ud af de første syv måneder af 2016. Selvom prisudviklingen kan svinge fra måned til måned, har det danske boligmarked over længere tid generelt vist positive takter. Det underbygges af, at vi ser fremgang i priserne i alle landets regioner, hvor det tidligere primært var hovedstaden, der trak læsset”, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Udviklingen på boligmarkedet understøttes af det lave renteniveau, men en øget beskæftigelse understøtter også den nuværende positive udvikling.
”Vi må først og fremmest pege på det lave renteniveau, men de stigende boligpriser understøttes bl.a. også af fremgangen på det danske arbejdsmarked. Beskæftigelsen er de senere år steget mest i hovedstaden, men der er også fremgang at spore i landets øvrige regioner. Når flere personer kommer i job og får mulighed for at købe egen bolig, øges efterspørgslen, og det trækker priserne på boligmarkedet op,” siger Ane Arnth Jensen.
Figur: Prisudvikling for enfamiliehuse (2006=100) og antal fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere
Kilde: Danmarks Statistik
Note: Fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere opgøres på kvartaler (2008K1-2016K2)