Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Flere huse til salg på Sjælland – og færre i Jylland og på Fyn

Publiceret 08-07-2016
Nyhed

Aktuelt er der 39.380 parcel- og rækkehuse til salg, og det er omtrent på samme niveau som for et år siden. Det viser Realkreditrådets boligudbudsstatistik for juni 2016.

Det ændrede udbud dækker over 7 pct. flere huse til salg på Sjælland, mens huskøbere i Jylland og på Fyn har henholdsvist 2 pct. og 4 pct. færre huse at vælge i mellem.

”På landsplan er der omtrent det samme antal huse til salg som for et år siden. Bag det ligger en udvikling, hvor der er flere huse til salg på Sjælland. Især i hovedstadsområdet og i Østsjælland er der kommet flere huse til salg, mens der er færre huse til salg i de fleste områder i Jylland og på Fyn,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

De udbudte huse har i gennemsnit stået til salg i godt 9,5 måneder. For et år siden stod husene til salg i 10 måneder.

”Over det meste af landet har husene stået til salg i kortere tid end for et år siden. Blandt undtagelserne er København by, hvor husene har været til salg i længere tid end på samme tidspunkt sidste år. Det er positivt, at huse over store dele af landet annonceres i kortere tid,” siger Ane Arnth Jensen, og fortsætter:

”De udbudte huse i København by har nu stået til salg i godt tre måneder, så selvom det måske tager lidt længere tid at sælge hus i hovedstaden end for et år siden, har husene været på nettet i kortere tid end huse til salg andre steder i landet.”

Udbudspriserne er over hele landet højere end for et år siden. I gennemsnit er de steget med 3,4 pct.

”De stigende udbudspriser landet over gør det dyrere for huskøberne. Et typisk hus på 140 kvm koster i dag lige over 2 mio. kr. og det er omkring 67.000 kr. mere end for et år siden. Der er regionale forskelle i udviklingen, og det er på Sjælland og særligt i og omkring København at udbudspriserne er steget mest det senest år, mens udbudspriserne har bevæget sig mindst opad på Bornholm og i Østjylland,” siger Ane Arnth Jensen.

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde