Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Finans Danmark er nu en realitet

Publiceret 22-12-2016
Nyhed

Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen har i dag formelt besluttet at samle brancheorganisationernes aktiviteter i én ny fælles brancheorganisation.

Det betyder reelt, at FinansDanmark fra og med i dag repræsenterer hele sektoren. Samtidig blev koncernchef i Nykredit, Michael Rasmussen, enstemmigt valgt som Finans Danmarks første formand. Henholdsvis Peter Lybecker fra Nordea og Tonny Thierry Andersen fra Danske Bank er valgt som første og anden næstformand.

Finans Danmark skal arbejde for at skabe gode rammebetingelser for sektoren og herigennem understøtte vækst og beskæftigelse i Danmark samt bevare og udvikle et fortsat sundt og solidt dansk realkreditsystem.

Den nye organisation, der blev annonceret i begyndelsen af december 2016, skal desuden styrke sektorens faglige kompetencer, give større gennemslagskraft i forhold til de udfordringer, som sektoren står overfor, ikke mindst i forhold til den internationale regulering samt reducere omkostningerne i forhold til i dag.

Ulrik Nødgaard og Ane Arnth Jensen udgør i fællesskab FinansDanmarks direktion som henholdsvis administrerende direktør og viceadministrerende direktør. Realkreditområdet får særligt fokus med egen bestyrelse samt eget realkreditsekretariat i Finans Danmark.

Arbejdet med at samle organisationerne i FinansDanmark går nu i gang.

I den kommende overgangsperiode kontaktes FinansDanmark via henholdsvis Finansrådet og Realkreditrådet som i dag.

Yderligere information kontakt:

Kommunikationschef Carsten Brink, tlf. 31 23 16 54

Pressechef Stine Luise Hansen, tlf. 30 16 10 09

 

Principprogram for Finans Danmark

Dette principprogram (herefter benævnt ”Principprogrammet”) udgør et referencepunkt for Finans Danmarks daglige aktiviteter.

Principprogrammets formål er at:

  • Skabe et fælles værdifundament under Finans Danmark
  • Virke som prioriteringsgrundlag og referencepunkt for Finans Danmarks aktiviteter
  • Skabe klarhed og fælles forståelse i etableringsprocessen af Finans Danmark

Principprogrammet er offentligt.

På baggrund af principprogrammet udarbejdes der en strategi for Finans Danmark for hver formandsperiode. Denne strategi forelægges bestyrelserne i Finans Danmark og Realkreditrådet.

Principper

Finans Danmark virker som interesseorganisation for penge- og realkreditinstitutter i Danmark.

  • Finans Danmark arbejder både nationalt og internationalt på at sikre penge- og realkreditinstitutter i Danmark de bedst mulige rammevilkår, således at de kan understøtte en holdbar vækst og jobskabelse i Danmark.
  • Finans Danmark tillægger interessevaretagelsen for henholdsvis penge- og realkreditinstitutter uafhængigt af valg af forretningsmodel ligeværdig vægt og betydning i sit arbejde.
  • Finans Danmark er en konstruktiv, dialogsøgende, kompetent og proaktiv medspiller i den politiske debat og proces og søger derigennem aktiv indflydelse på samfundsudviklingen.
  • Finans Danmark arbejder for at fremme konkurrence, åbenhed og gennemsigtighed i den samlede finansielle sektor og understøtter lige konkurrencevilkår mellem boligudlån fra penge- og realkreditinstitutter.
  • Finans Danmark arbejder for at sikre, at alle i den finansielle sektor på en ensartet og proaktiv måde efterlever gældende love, regler, etiske standarder samt anbefalinger og pejlemærker fra myndighederne.
  • Finans Danmark arbejder særligt aktivt for at søge indflydelse på og påvirke regler, der har eller kan få grundlæggende betydning for penge- og/eller realkreditinstitutter i Danmark, herunder væsentlige ændringer i gældende kapitalkrav, likviditets- og afviklingsregler m.v.
  • Finans Danmark arbejder både nationalt og internationalt aktivt på at bevare og udvikle den særlige danske realkreditmodel, herunder på at bevare balanceprincippet og løbende optimere realkreditobligationernes status samt udstedelses-, likviditets- og kapitalreglerne på området.

Inden for rammerne af Finans Danmark varetager Realkreditrådet forhold, der i særlig grad påvirker realkreditinstitutter.

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

temp-bookmark

Finans Danmark er interesseorganisationen for banker og realkredit i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser og danske filialer af udenlandske banker.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde