Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Færre boligejere bagud med terminen

Publiceret 03-02-2016
Nyhed

Der er færre boligejere, der er bagud med terminsydelsen på deres realkreditlån. Restanceprocenten er på et niveau, som ikke er set lavere siden 2008. Det viser Realkreditrådets tal for restancer for 4. kvartal 2015.

Restanceprocenten for 4. kvartal 2015 er på 0,21 pct., hvilket betyder, at boligejerne mangler at betale 21 øre for hver 100 kr., der skal betales i terminsydelse til realkreditinstitutterne. Restancerne er lavere end i årene lige efter den finansielle krise, og man skal tilbage til 2008 for at finde et lavere niveau.

”Færre boligejere har problemer med at betale terminen på deres realkreditlån. De seneste tal viser, at det kun er omkring 3.000 boligejere, der ikke har været i stand til at betale til tiden,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og tilføjer:

”Fleksibiliteten er stor i det danske realkreditsystem. Det giver de danske boligejere mulighed for nemt og billigt at udnytte et lavt renteniveau til at få lave ydelser på deres realkreditlån. Det er med til at holde restanceprocenten nede. Desuden har den positive udvikling på arbejdsmarkedet været med til at understøtte boligejernes økonomi.”

Antallet af overtagne ejendomme i realkreditten er også faldet og er nu på det laveste niveau i seks år. Ved udgangen af 4. kvartal 2015 havde realkreditinstitutterne 197 overtagne ejendomme. Det er otte færre i forhold til kvartalet før og et fald på 48 sammenlignet med sidste år.

Figur 1: Restancer for parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse, pct.

Kilde: Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

Anm.: Restanceprocenten viser, hvor stor en andel af de samlede ydelser der ikke er betalt senest 3½ måned efter terminen.

 

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde