Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Europas største obligationsmarked vokser

Publiceret 28-10-2016
Nyhed

Det danske marked for realkreditobligationer med sikkerhed i fast ejendom er Europas største, og det er vokset med 28 pct. siden toppen af finanskrisen. Det viser dagens tal fra Danmarks Nationalbank.

Det danske marked for realkreditobligationer med sikkerhed i fast ejendom er Europas største, og det er vokset med 28 pct. siden toppen af finanskrisen. Det viser dagens tal fra Danmarks Nationalbank.

Det seneste år er der i gennemsnit blevet 28 pct. flere realkreditobligationer i kroner og øre end i samme periode for otte år siden. De mange nye realkreditobligationer har igennem hele krisen og frem til i dag sikret lån til danske boligejere og virksomheder.

”Mængden af udstedte obligationer bag danske realkreditlån er steget gennem hele krisen, fordi danskere har optaget realkreditlån i stor stil. Muligheden for - selv i svære tider - at finansiere boliglån viser, at både indenlandske og udenlandske investorer har stor tillid til den danske realkreditmodel. Tilliden bygger på et godt system og på, at danskerne er gode til at betale deres lån tilbage,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet og uddyber:

”Den danske realkreditmodel er kendetegnet ved, at der sælges nye obligationer, hver gang der gives et nyt realkreditlån. Det betyder, at renterne på et realkreditlån svarer til markedsrenten. Danske låntagere får derfor billigere lån end i andre lande, hvor der ikke er det samme et-til-et forhold mellem obligationer og lån. Den lave rente har gjort realkreditlån til danskernes mest foretrukne låneform. I sidste ende har det ført til, at Danmark har Europas største marked for realkreditobligationer,” siger Ane Arnth Jensen.

Et stort og velfungerende obligationsmarked kræver bl.a., at investorer let kan købe og sælge obligationer – også investorer i udlandet. Derfor er danske realkreditobligationer udstedt i euro nu en del af Den Europæiske Centralbanks (ECB) fælleseuropæiske afviklingssystem, TARGET2-Securities. Realkreditlån i euro gives især til virksomheder.

”Når investorerne køber realkreditobligationer, kan de afvikle handlerne nemt og effektivt på en standardiseret europæisk platform. I 2018 kommer handler i danske kroner også på det fælleseuropæiske system til gavn for investorer. Det kan give bedre priser og dermed endnu lavere renter til boligejere og virksomheder,” siger Ane Arnth Jensen.

Figur: Udestående mængde af realkreditobligationer.

Kilde: Danmarks Nationalbank og ECBC

Note: Tal for Danmark er et gennemsnit over de seneste 12 måneder, mens de resterende tal er fra 2015. Opgørelsen af realkreditobligationer omfatter Covered Bonds – obligationer med pant i fast ejendom.

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde