Godt 40 skoler satte sidste år ekstraordinært undervisning i privatøkonomi på skoleskemaet i 7.-8. klassetrin under Danmarks første ”Pengeuge”. Formålet med Pengeugen var at supplere den normale matematikundervisning med emner som lån, renter og budgetlægning for at lære eleverne at tage vare på deres egen økonomi.
Idéen har i dén grad bidt sig fast. 385 skoler har i år meldt sig til ”Pengeugen”.
-Vi er meget tilfredse med, at tilmeldingerne er mangedoblet. Det betyder, at mere end 10.000 elever deltager i Pengeuge 2015, og at vi dermed får mulighed for at give dem nogle værktøjer, som kan give dem en sund privatøkonomisk start på livet. Igen i år har vi sammen med Danmarks Matematiklærerforening udviklet nyt undervisningsmateriale. Der er blandt andet kommet et helt nyt og digitalt dilemmaspil til, og så har vi løftet sværhedsgraden et hak op, fortæller Louise Mogensen, vicedirektør i Finansrådet.
Også matematiklærerne glæder sig: ”Med materialerne kan lærerne sætte penge og privatøkonomi på skoleskemaet. Det giver gode muligheder for at undervise i et emne, som ellers kan være lidt svært for mange elever”, siger direktør i Danmarks Matematiklærerforenings Forlag, Gert B. Nielsen.
Årsag: uvidenhed
Helt nye analyser fra Finansrådet viser, at hver tredje dansker over 15 år mangler fundamentale privatøkonomiske kompetencer. Værst ser det ud for den helt unge aldersgruppe mellem 15-24 år, hvor det er hver anden, der ikke har styr på basale emner og begreber.
-Der er ingen tvivl om, at ansvaret for at sikre børn og unge får den privatøkonomiske viden, de har behov for, først og fremmest ligger hos forældrene. Men vi må også konstatere, at vores seneste undersøgelser og analyser, viser, at der er behov for at styrke viden om privatøkonomi, siger Louise Mogensen.
Statistikkerne er fyldt med unge danskere, som har svært ved at styre deres egen økonomi og derfor havner i uoverskuelige gældsspiraler og i registeret over dårlige betalere, RKI.
-Op imod 50.000 unge danskere mellem 18-30 år er registreret som dårlige betalere i RKI. Det har store personlige konsekvenser, fordi de afskæres fra at få en helt normal start på voksenlivet. De kan ikke låne penge til bolig og bil, spare op til pension og de har ikke frihed til at agere og realisere deres drømme, forklarer Louise Mogensen.
-Mange af de unge er havnet i RKI, fordi de ikke kender til eller forstår helt basale begreber som rente, lån og budgetlægning. De kan derfor ikke overskue konsekvenserne ved f.eks. at optage et eller flere meget dyre forbrugslån, supplerer Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, der i år har ca. 300 medlemmer ude på skolerne som gæsteundervisere under Pengeugen.
-Med den indsats vil vi bidrage til, at alle børn får den undervisning og de færdigheder, der gør dem i stand til at træffe gode privatøkonomiske beslutninger, siger Michael Budolfsen videre.
Fælles europæisk fokus
Manglende finansiel forståelse er ikke bare et dansk problem. Derfor er der i år et særligt fokus på at gøre en indsats på området, både hos Finansrådets europæiske søsterorganisationer og i den europæiske bankforening, EBF.
-Uge 11 er i år ikke bare dansk Pengeuge. European Money Week kører i 22 lande fra EU og EØS. De afholder hver især en lang række forskellige aktiviteter, der i løbet af ugen skal lære børn og unge, hvordan de kan styre deres privatøkonomi. Som i Danmark spænder aktiviteterne fra gæsteundervisning til konferencer og konkurrencer, oplyser Louise Mogensen.
Læs mere om Pengeuge og tilmelding på pengeuge.dk
Læs mere om European Money Week på europeanmoneyweek.eu
Læs mere om European Money Week på europeanmoneyweek.eu
Kontakt:
Arrangørerne ved at skrive til mail@pengeuge.dk
eller direkte på:
Helle Jeppesen, hje@pengeuge.dk og 3370 1035
Christian Michelsen, cmi@pengeuge.dk og 3370 1144
Pressekontakt:
Thomas Søie Hansen, tsh@finansraadet.dk og 3016 1098
Danmarks Matematiklærerforening
Gert B. Nielsen, gbn@dkmat.dk og 2029 0959