Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hussalget stiger med 14 pct

Publiceret 19-03-2015
Nyhed

Salget og priserne på huse er højere end sidste år. Det viser Realkreditrådets boligmarkedsstatistik for 4. kvartal 2014.

Priserne på huse er 1,5 pct. højere end for et år siden. Det svarer til en stigning på ca. 20.000 kr. for et typisk hus til knap 1,6 mio. kr. Samtidig er der købt og solgt 14 pct. flere huse det seneste kvartal end for et år siden.

”Priserne på huse er lidt højere end sidste år, men det skyldes især stigninger i første halvdel af 2014. Samtidig er der langt mere gang i hussalget end for et år siden. Man kan dog endnu ikke tale om en salgsfest, da handelsaktiviteten for huse stadig ligger et godt stykke under den gennemsnitlige aktivitet siden midten af 1990’erne,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Det seneste kvartal er antallet af solgte huse og ejerlejligheder højere end sidste år i alle landets regioner. Det gælder især for ejerlejligheder, hvor salget er 27 pct. højere end for et år siden. Priserne på ejerlejligheder er steget med 4,7 pct. det seneste år, mens priserne på huse kun er mærkbart højere i Hovedstaden og Nordjylland med stigninger på henholdsvis 4,1 pct. og 4,5 pct.

”Det går fortsat fremad for både priser og salg af ejerlejligheder. Priserne stiger dog ikke lige så meget som tidligere, mens salgsaktiviteten fortsat stiger. Den årlige stigningstakt for priserne på ejerlejligheder er faldet fra 10 pct. for lidt over et år siden til knap 5 pct. i dag,” forklarer Ane Arnth Jensen.

I dag koster en typisk ejerlejlighed på 80 kvm. 1,6 mio. kr., og det er ca. 70.000 kr. mere end for et år siden.

 

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde