Et samlet dansk erhvervsliv bakker op om Finansrådets og Digitaliseringsstyrelsens awarenesskampagne ”Sikker På Nettet”, som skal ruste danske virksomheder mod hackerangreb og it-kriminelle.
"Sikker På Nettet”-kampagnen løber af stablen de næste tre uger. Kampagnen er centreret omkring to film, én hovedfilm til alle danskere og en specielt til en ældre målgruppe. Begge film er skabt til Facebook og har TV2-vært Felix Smith i hovedrollen.
-Dansk Erhverv støtter fuldt ud op om kampagnen, som sætter et vigtigt fokus på digitale selvforsvarsteknikker. Kampen mod cyberkriminalitet kræver en fælles indsats, og derfor er det positivt, at også det offentlige er med i kampagnen, siger Janus Sandsgaard, fagchef for IT og Digitalisering i Dansk Erhverv.
-Kampen mod cyberkriminalitet er meget nærværende for vores medlemmer. Stort set alle vores virksomheder bliver på det ene eller andet tidspunkt ramt af cyberangreb og derfor er en øget opmærksomhed om problemet vigtig. I det lys støtter vi naturligvis op om kampagnen, supplerer branchedirektør i DI ITEK, Adam Lebech.
Ud over Dansk Erhverv og DI ITEK støtter også Bibliotekarfor-bundet, Dansk Energi, dansk-it, DI, DJØF, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FSR, FTF, HVR, ITB, Landbrug & Fødevarer, LO, PROSA, Realkreditforeningen og Realkreditrådet op om awarenesskampagnen.
-Cyberkriminalitet er en af tidens helt store udfordringer, og derfor synes jeg, at vi har en klar fælles interesse i at bekæmpe den voksende cyberkriminalitet. Jeg ser de mange positive tilkendegivelser om at understøtte kampagnen som et udtryk for, at de andre organisationer deler den opfattelse, hvilket er glædeligt, siger Michael Busk-Jepsen, underdirektør i Finansrådet.
I kampagnens første døgn blev ”Sikker På Nettet”-filmene vist mere end 250.000 gange.