Såfremt man opdaterer til den nye version af Java, vil Java ikke længere fungere sammen med styresystemet Windows XP, og Windows XP-brugere vil dermed ikke længere kunne logge på deres netbank eller offentlige hjemmesider.
Antallet af XP-brugere falder stadig, men mange vil alligevel kunne få problemer, hvis de ikke følger anbefalingerne. De nyeste tal viser, at 6,1 pct. af alle log-ins med NemID kommer fra Windows XP-brugere.
Ny version af NemID løser ikke problemet
Digitaliseringsstyrelsen og bankerne lancerer den 1. juli en ny version af NemID, som ikke er afhængig af Java, og som kan bruges fra smartphones og tablets. De forskellige udbydere af digitale løsninger vil løbende frem til årsskiftet overgå til den nye version.
Brugere, der har Windows XP på deres computer, vil sandsynligvis godt kunne anvende denne nye NemID-version. Der er dog tre forhold, der gør, at den nye version af NemID ikke er et alternativ for XP-brugerne, nemlig sikkerhed, manglende support og den løbende implementering i de forskellige selvbetjeningsløsninger.
Problemer med sikkerheden
Det kan af sikkerhedsmæssige årsager på ingen måde anbefales at fortsætte med Windows XP. De manglende sikkerhedsopdateringer betyder, at man er langt mere udsat for virus og hacker-angreb.
-Vi anbefaler altid vores kunder at sørge for, at deres operativsystem og øvrige programmer er opdaterede. Vi anbefaler også, at de anvender antivirus og aldrig at dele kodeord med andre. Det er vores generelle anbefalinger for vores kunders sikkerhed. Vores anbefaling om at opdatere i forhold til Windows XP, som ikke længere er supporteret fra producenten, er helt i tråd hermed. Det handler ikke kun om NemID, men generelt i forhold til at færdes sikkert på internettet, siger Michael Busk-Jepsen, underdirektør i Finansrådet.
Ingen test og support
Windows XP understøttes fremover ikke aktivt i NemID. Der testes ikke på platformen, og brugerne kan ikke modtage support.
Derfor er der ingen garanti for, at det virker fremadrettet, og borgerne står altså uden mulighed for at få hjælp, hvis de har problemer med at logge på.
Tjenester skal først være klar
Den nye version implementeres løbende hos bankerne og de offentlige og private tjenester frem til årsskiftet. Der vil derfor være en overgangsperiode, hvor den gamle og nye version eksisterer side om side.
For eksempel vil det fællesoffentlige log-in, NemLog-in, som er indgangen til de fleste offentlige selvbetjeningsløsninger, i første omgang kun tilbyde den nye version af NemID til brugere, der kommer fra mobile platforme. Først fra efteråret vil PC-platforme – herunder Windows XP – møde den nye version af NemID.
Anbefalingen er klar
Digitaliseringsstyrelsens og bankernes klare anbefaling til Windows XP brugerne er derfor at skifte til et nyere styresystem:
-Der har været en del skriverier i pressen, og derfor vil jeg gerne slå fast, at den nye version af NemID altså ikke er en nødløsning til XP-brugerne. Først og fremmest pga. sikkerheden, men man skal altså også være opmærksom på, at ens netbank, NemLog-in og fx private spiludbydere også skal være klar. Vi regner tidligst med, at alle tjenester er kommet over på den nye version ved udgangen af 2014, siger Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.
-Vores klare anbefaling er derfor, at XP-brugerne skifter til et nyere styresystem nu, slutter Lars Frelle-Petersen.