Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Færre tvangsauktioner i oktober

Publiceret 06-11-2014
Nyhed

I oktober 2014 var der 298 tvangsauktioner. Det er 9 færre sammenlignet med september måned, viser dagens tal for sæsonkorrigerede tvangsauktioner fra Danmarks Statistik.
 

Siden 2012 været en faldende tendens i antallet af tvangsauktioner. I oktober var der 130 færre end det månedlige gennemsnit fra 2012, hvor antallet af tvangsauktioner nåede sit højeste niveau i løbet af de seneste år.
 

”Den faldende tendens i antallet af tvangsauktioner sker samtidig med, at de danske boligejere er blevet bedre til at betale deres ydelse på realkreditlånet til tiden. Nye tal viser, at 3½ måned efter boligejerne skal betale terminen på realkreditlånet, mangler de blot at betale 26 øre for hver 100 kr., som de ellers skal betale. Den manglende betaling er mere end halveret i forhold til, da det var på sit højeste efter krisen,” siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, og fortsætter:
 

”En bolig kan komme på tvangsauktion, hvis man over en længere periode ikke betaler ydelsen på sit realkreditlån. Det kan der være mange årsager til. Et uventet indkomstfald, fx som følge af ledighed eller skilsmisse, er noget der kan ryste privatøkonomien og give udfordringer med at betale sin ydelse. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt at tage kontakt til sit realkreditinstitut så hurtigt som muligt. Jo hurtigere man taler med sit realkreditinstitut, jo større mulighed er der for måske at kunne finde en god løsning.”
 

Figur: Antal sæsonkorrigerede tvangsauktioner, 1993-2014

Kilde: Danmarks Statistik