Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

MitID-kontrakten er underskrevet

Publiceret 15-03-2019
Nyhed

Fra sommeren 2021 får vi en ny digital ID-løsning i Danmark, nemlig MitID, som afløser NemID. Bag MitID står den offentlige sektor og de danske banker, som nu har underskrevet kontrakten med leverandøren af den nye løsning.

Der er nu taget et afgørende skridt på vejen mod en fremtidssikret digital identitetsinfrastruktur på tværs af den offentlige og private sektor i Danmark: Kontrakten om udvikling og drift af MitID er underskrevet. Nets DanID A/S har leveret tilbuddet med det bedste forhold mellem kvalitet, leveringssikkerhed og pris, og er derfor valgt som leverandør.

"Med MitID sørger vi for, at den nationale, digitale infrastruktur også fremadrettet vil være et stærkt fundament for det digitale Danmark. Samtidig sikrer vi, at brugerne fortsat kun har ét sikkert, digitalt ID, som de er trygge ved at bruge. Det er en vigtig brik i den gode relation mellem offentlige myndigheder, borgere og virksomheder," siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg.

"Vi har i dag skrevet under på en kontrakt om danskernes digitale nøgle de næste mange år frem. Kontrakten er resultatet af de sidste knap tre års samarbejde mellem den offentlige sektor og bankerne i Danmark, som er gået sammen i et unikt partnerskab om at udvikle og drifte fremtidens digitale løsning til identifikation. Vi glæder os til for alvor at komme i gang med udviklingen og implementeringen, som vil blive til gavn for hele samfundet," siger digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen.

Nøglekortet udgår

Når den nye løsning bliver taget i brug, vil det være uden nøglekortet i den pap-version, som vi kender i dag. Med MitID kommer der i stedet andre måder at logge ind med sit digitale ID. Det vil blandt andet blive i form af en app, ligesom den populære NemID nøgleapp. Der kommer også en række andre muligheder, fx fysiske løsninger til dem, som foretrækker det eller har særlige behov. Da udviklingen af det nye MitID først igangsættes nu, har de forskellige muligheder ikke fået navn og endelig form.

Der er endnu et par år til overgangen fra NemID til MitID. Alle borgere og virksomheder vil få grundig information om, hvordan man går fra den ene løsning til den anden. De forskellige typer af brugere vil blive guidet nemt og sikkert gennem transformationen, så alle kommer godt over på deres nye MitID.

Fokus på fleksibilitet og sikkerhed

Ingen ved præcis, hvad fremtiden bringer af teknologiske muligheder og trusler. MitID bliver opbygget af mindre dele, som gør systemet mere fleksibelt end det nuværende NemID. Den ukendte fremtid kræver et fleksibelt system som MitID, fordi det løbende kan tilpasses både muligheder og trusler.

Fra NemID til MitID

Ifølge planen vil MitID blive lanceret i sommeren 2021. Brugerne flyttes fra NemID til MitID over en periode på 9 måneder. Mens MitID tages i brug, vil NemID og MitID fungere side om side. NemID lukker, når MitID er fuldt indfaset i 2022.

 

Kontaktinformation

• Digitaliseringsstyrelsen: Presserådgiver Louise Simoni, [email protected], tlf. 61698344
• Finans Danmark: Pressechef Camilla Thorning, [email protected], tlf. 30161010
• Læs mere på www.mitid.dk

 

Mere information

Faktaark om MitID kan rekvireres hos [email protected].

 

Fakta

  • MitID bliver indført fra sommeren 2021, og planen er at flytte alle NemID-brugere fra NemID til MitID i løbet af de efterfølgende ni måneder.
  • NemID lukker, når MitID er fuldt indfaset i 2022.
  • Brugerne vil primært bruge MitID via en app, ligesom over 1 mio. borgere bruger NemID Nøgleapp i dag. Dertil kommer en række fysiske identifikationsmidler, som skal imødekomme forskellige specifikke behov. Nøglekortet kommer vi til at sige farvel til.
  • For virksomheder, som i dag bruger NemID til Erhverv, er der fokus på øget brugervenlighed. Fx samles alle aftalerne fremover i én aftale med NemLog-in, ligesom målet er at gøre løsningerne og flowet mere sammenhængende.
  • Med MitID kan man – i stedet for de nuværende NemID medarbejdersignaturer – bruge sit private MitID på sin arbejdsplads eller i sin forening. Det kræver blot, at arbejdspladsen og medarbejderen er enige om det. Den mulighed har mange efterspurgt.
  • MitID bliver Danmarks nationale eID-løsning og vil kunne bruges på tværs af EU. Danske borgere vil over for andre europæiske landes offentlige e-services fremover kunne identificere sig med MitID.
  • IT-arkitekturen bag MitID bliver simplere, og integrationen bliver nemmere og billigere.

 

Fakta om kontrakten og udbuddet

  • MitID-kontrakten har en samlet værdi på 939 mio. kr. for udvikling og en driftsperiode på 10 år med mulighed for to års forlængelse.
  • Tre leverandører valgte at byde på udbuddet, og de har ydet en stor indsats i forsøget på at vinde kontrakten. Tilbuddene har alle været af høj kvalitet. Valget faldt på Nets DanID A/S efter en omhyggelig vurdering ud fra objektive kriterier om kvalitet, leveringssikkerhed og pris.
  • Siden 2016 har de offentlige parter og de danske banker arbejdet sammen i et partnerskab om MitID-udbuddet.
  • Partnerskabet har rettighederne til navn og logo samt til MitID-løsningen, også efter kontraktens løbetid.
  • Leverandøren har ansvaret for, at løsningen løbende videreudvikles, så den hele tiden imødegår det aktuelle trusselsbillede.

Camilla Thorning

Pressechef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde